Nu er det tid at kridte skoene.........

Billede

Sæsonen udendørs går snart i gang, selv om vejret stadig viser sit vinterlige ansigt.

Når indesæsonen er slut her i marts starter vi op med en træningsweek-end i Husum, hvor vi har fået lov at låne deres indendørs netfaciliteter.

Der arbejdes på to modeller – enten lørdag den 1. april med intensiv træning eller lørdag og søndag (1.4 og 2.4) hvor der så også bliver mere tid til lidt hygge og leg.

Spillerne bliver taget med på råd om denne week-end.

Weekenden efter (7. april) gør vi klar til at hænge net op ved banen – håber så også, at det nye klubhus er klar til at blive taget i brug.

Turneringen starter op med en dobbelttur første week-end i maj.

Bestyrelsen

Vinterdvale ? -

Billede

nej ikke i KIF Cricket, der arbejdes på flere fronter i forberedelserne til den kommende sæson.

3 nye bestyrelsesmedlemmer – formand Steffan Langholz, Martin P og Søren Olsen er ved sammen med LP og Vijay, at fordele arbejdsopgaverne mellem sig.

Vi er glade for, at Martin igen i år er ansvarlig for at KIF Cricket igen kan tilbyde medlemmerne målrettet træning og individuel udvikling efter egne forventninger. Martin vil i løbet af sæsonen supplere den daglige træning med spændende gæstetrænere til fælles inspiration.

Det er planen at arrangere opstart med en trænings week-end i Husum.

Udover deltagelse i 1. division er der hold tilmeldt i 4. division samt T 20 turneringen – nærmere kan ses på DCF's hjemmeside.

KLUBHUS.

Det gamle klubhus skal rives ned og et nyt sættes op. Vi forventer os meget af de nye faciliteter og skal bruge medlemmerne m. fl. når det nye hus skal indrettes i løbet af februar. Nærmere herom senere.

TRÆNING.

Der trænes hver mandag i Kolding-Hallerne og vi er med indendørs med skiftende hold.

I december spillede vi med Navdeep, Arnab, Bharat, Mayuran, Tapan og Steffan. Mod Ålborg kunne vi kun lave 96, som de lavede på 10 overs for tabet af 2 gærder.

Mere spænding i kampen mod Århus, hvor vi tabte med et sølle point – mest fordi vi ikke holdt hovedet koldt i den sidste over, hvor der skulle scores 3 point for at vinde – men vi var med. Skanderborg mødte ikke op.

Lørdag spillede vi så i Kolding med langt større succes.

Århus battede først og de scorede hele 111 point, mest fordi vi gav for mange ekstra og var lidt uskarpe i markspillet. Gærdespillet var forrygende, Christo 22 no, Minik 22 no, Martin 19 no og Steffan 14 no på kun 8 overs- flot spillet.

Næste kamp mod Viborg battede vi først og lavede 144 for 2 gærder – markspil og kastning var nu bedre da Viborg nøjedes med at lave 36 p. Steffan 3 og Minik 1 gærde samt i løbet ud.

Sidste kamp mod Ålborg var der mere tryk på gærdespillet – med et lavt scoringstempo til følge.

Christo 21, Steffan 12, Bharat 6 og Martin 6 – i alt 75 – ikke imponerende.

Vi tog så revanche i marken med tæt bowling og stærkt markspil, så Ålborg ikke kunne score. Åbningsparret lavede 16 – men kunne ikke forcere, så Kolding sluttede flot af med at tage ubesejrede Ålborg for meget beskedne 42 point.

Førstkommende lørdag spiller vi så i Skanderborg.

Hyggelig julebanko i KIF Cricket.

Billede

Mandagens store bankospil havde samlet flere end 50 deltagere til en meget hyggelig aften.
 
Igen i år var der masser af gevinster – vore gode sponsorer var igen i år repræsenteret på præmiebordet, ingen havde sagt nej tak, så det er en fornøjelse at komme rundt og hente gevinster og få en snak samtidig.
 
I pausen blev der  drukket kaffe og spist hjemmebag og gjort klar til det store amerikanske lotteri med masser af fine gevinster.
 
Undervejs blev forsamlingen beriget med gode jokes og blandt de gamle cricket koryfærer der blev snakket cricket om dengang, der blev spillet i hvidt, uddelt jordbæris til nye ungdomsmedlemmer og slået ordentlige sekserer – ja det var dengang – vist nok?
 
Tak til alle der deltog og var med til at gøre traditionen til en hyggelig aften igen, igen.
 
LP – taljonglør

Ungt og gammelt.

Billede

Cricket i skolerne.
 
KIF Cricket og DCF har lavet en aftale med Lyshøjskolen og Sct. Michaels Skole om mere cricket i skolen. Bakkeskolen er allerede i gang. Som opfølgning på et vellykket skolestævne udlåner DCF nu 3 cricketsæt til brug i skolegården her i efteråret.
 
Vi får så mulighed for at eleverne kommer til at spille lidt mere rigtig cricket – ja måske kommer vi til at lave en lokal turnering, klasserne imellem og/eller skolerne imellem.
 
Lærerne har også udtrykt interesse for at få lidt instruktion i rigtig teknik og regler.
 
Har vi en, der kan bruge en time en tirsdag eller torsdag eftermiddag, så vil det være super.
 
Gammelt – undskyld Forty Club.
 
Søndag var Kolding stærkt repræsenteret ved årets sidste kamp i Køge, hvor Bent, Ole og Peder stillede op for XL Club.
I dejligt vejr blev der spillet 2 x 20 overs, og havde Ole ikke fået en fiberskade, kunne holdet måske have vundet i stedet for et knebent nederlag.
 
Det var så sidste kamp i en aktiv sæson med masser af flotte resultater undervejs.


Velbesøgt generalforsamling.

Mandag var der ordinær generalforsamling i KIF Cricket.

Gamle kendinge takkede af og nye kom til i bestyrelsen da dirigent Michael Poulsen ledede slagets gang.

Peder P sagde tak efter 25 år som formand, Jeya flytter til Slagelse og takkede også af. Høybye stoppede også, så i stedet er valgt Steffan Langholz som formand og Søren Olsen og Martin Pedersen supplerede bestyrelsen, der derudover består af Vijay Kumar og LP.

Klubbens leverede sit hidtil bedste regnskab og under eventuelt blev der holdt taler og givet erindringer, så dette punkt fyldte mest i afviklingen.

Efterfølgende var det rigtigt hyggeligt med nostalgiske erindring om dengang, der var rigtige cricketspillere til.

LP

             

 

ET BRAG AF EN FEST

Peder P & Co havde virkeligt lagt sig i selen, da der lørdag blev holdt afslutning på en fantastisk sæson. Festteltet var smukt pyntet, live band med Toon Town Band, festprogram med flotte billeder, sange og statistikker for sæsonen .Og dertil hele ”svineriet” fra Madsmeden – god og rigelig mad med fint tilbehør. Der var vand, øl og vin samt chokolade og frugt til kaffen.

Peder P bød velkommen til de ca 50 gæster, der startede med en opvarmningssang – undervejs var der topscorer pokal (Steffan L) og gaver til orkester incl flot glasplatte sponseret af Inprint, der også stod for aftenens festprogram. Der var også flot tale af Jeya, der overrakte Peder P et flot fad og et kram. Snakken gik livligt og mon ikke dansen blev sat i gang efterfølgende. Stor tak til festarrangørerne for et meget flot arrangement og tak til vejrguderne for rimeligt vejr.

LP

     

Skoleturnering den 1.9.2017 på vores dejlige bane.

Billede


350 – ja 350 elever fra 2 & 3 klasserne på Bakkeskolen, Lyshøj og Sct. Michael mødtes i fredags til et brag af en cricketdag. Med hjælp fra Steffan, Martin, Minik, Høybye, Frederik Klokker og Carsten fra DCF og selvfølgelig Jeya fik vi afviklet et superstævne med masser af godt cricket.
 
Minik stod for opvarmningen af eleverne, der iklædt FLOT t-shirt leveret til dagen af vores hovedsponsor INPRINT inden stævnet gik i gang på 4 baner.
 
Kl. 12 var vi klar til finaler efter godt 20 kampe, hvor der blev gået til vaflerne. Alle 3 skoler var repræsenteret i finalerne, der blev meget tætte inden de glade vindere kunne få udleveret pokal og vinderplakat.
 
Undervejs blev de elever, der sad over inden deres næste kamp sat i gang i kastegårdene med at target bowle –  noget vores egne seniorer skulle prøve en gang!
 
Undervejs var vi heldigvis forskånet for alvorlige uheld – et par løse tænder og bistik – kunne ikke undgås, og det var en træt og velfornøjet karavane af elever, der godt middag i god orden gik tilbage til skolerne for at holde en velfortjent week-end. Alle fik deltagerdiplom, som de kan vise derhjemme.
 
En stor tak til INPRINT og ikke mindst til vore mange hjælpere.
 
Næste år vil vi prøve at holde to stævner, hvor 3 klasserne skal spille lidt mere ”rigtig” cricket og 2 klasserne får en øget introduktion via spil i gymnastiktimerne i vinter.
DCF har lovet at udlåne udstyr hertil.

 Company day på cricketbanen.

EY, Kolding fik mandag prøvet at spille cricket på vores bane. 14 medarbejdere mødte på cricketbanen efter arbejde og fik under kyndig ledelse af Christo et nærmere indblik i det lille, lette spil. Efter en”intensiv” opvarmning blev kastegårdene indtaget til bowleøvelser og gærdespil ved kastemaskinen. Udstyret blev prøvet af og flere var ganske ferme til at slå boldene ud af kastegården. Bowlingen var af variabel kvalitet – det er svært at kaste rigtigt og samtidig ramme rimeligt præcist.

Seancen blev afsluttet med en ganske intensiv World Cup cricket, hvor der både blev slået flotte seksere og svære gribere blev holdt.

Efter de fysiske udfoldelser stod den på super grillmad med oksemørbrad, salat, kartoffelsalat, brød, pølser etc – alt sammen medbragt og tilberedt af vore gæster – så er det ingen sag at være vært.

Vi er i cricketklubben glade, hver gang der er interesse for at se, hvad vi går og laver.

Tak for besøget og tak for mad.

 

LP & Christo

 

 

 

 

 

Så er vi i gang.....................

Billede

Lørdag, den 1. april startede sæsonen i flot vejr, lunt og stille – og det var ingen aprilsnar.
 
Masser af folk, unge og gamle, nye og veltjente, der glædede sig over at komme på ”græs.”
 
AHL Steffan Langholz styrede som en erfaren fisker opsætning af net m.m., Pauline og Peder P pakkede klubhus ned, Høybye og Jeya brugte indholdet i den medbragte værktøjskasse, så vi er langt fremme, når klubhuset forhåbentlig snart skal rømmes.
 
Peder P orienterede kort om opstarten og status, ny kampkalender blev præsenteret inden der blev tid til en let gang trænings på den meget grønne græsplæne.
 
Fremover træning tirsdage og torsdage som sædvanlig. Kampstart den 13. april i T20.
 
LP

Kolding topper med både bat og bold.

Billede

Statistik 2016 er netop udkommet i Dansk Cricket Årsskrift 2016 og vi iler med gode nyheder for Kolding i 1. division.

Årets suverænt bedste og mest scorende gærdespiller er vores anfører Christo. Christo har scoret ikke færre end 823 point i sine 13 halvlege med et flot gennemsnit på 75 – flot flot flot.

Skribenten mener at vide, at det må være den højeste sæsonscore nogensinde?

Og det sætter i relief, at han har lavet ikke mindre end 263 point mere end nr. 2 på liste, LF Boldt fra Husum.

Martin er nr. 4 med 292 point og et gennemsnit på 36,5, Steffan nr. 13 med 320 og et gennemsnit på 25. Minik nr. 22 – 179 p/gnst. 20 og Rasmus lige efter med 167 p/18,6.

5 mand blandt divisionens 23 bedste gærdespillere er meget flot.

Med bolden topper vores Vijay Kumar med en flot 1. plads. Han har erobret 16 gærder for beskedne 117 point med et gennemsnit på 7,31. Derudover er Rasmus på en 13plads 19 gærder for kun 372 point og et gns. På 19,6 og Steffan er også med her som nr. 16 – 16 gærder for 419 point.

Udover de målbare resultater kan vi noteret, at Rasmus og Steffan hver har kastet 95 og 87 overs, så der har været vekslet godt mellem Kolding bowlere for at sikre optimal udnyttelse af ressourcerne.

Desværre er der ingen statistik for 4 division – det eneste der måske skal nævnes er, at LP endte sæsonen med et kastegennemsnit på 9,67.

Vil du læse mere om Dansk Cricket 2016 kan hæftet lånes hos LP eller PP

Lp

Forrige Næste

Sponsor for KIF-Cricket